Krav til Børsnotering
Der er forskel på de formelle krav til First North og Fondsbørsen. Generelt er kravende til First North lempeligere, da de sigter efter at tiltrække virksomheder, der endnu ikke har størrelsen til at blive børsnoteret på Fondsbørsen.
Krav til Børsnotering på First North
First North kræver fra selskabet at få mindst 300 individuelle aktionærer, der hver især mindst køber aktier for 500 euro, og det vil i langt de fleste tilfælde betyde, at ledelsen må afgive en del af deres magt i virksomheden. Selskabets markedsværdi skal være på mindst 1 mio. euro, og selskabet skal garantere, at mindst 10% af dets aktier vil stå til rådighed for offentlig handel på aktiemarkedet – dvs. at disse aktier skal ejes af investorer, der ejer mindre end 10 procent af kapitalen eller stemmerettighederne og som dermed er små aktionærer. Ydermere skal aktiekursen minimum være på 50 eurocent, aktierne skal registreres elektronisk, og virksomheden skal have vedtægter, der garanterer, at aktierne er frit omsættelige. Hvis virksomheden har opdelt dets aktier i aktieklasser, er det desuden et krav at gøre hele klassen eller klasserne, der ønskes noteret, til rådighed for handel – og altså ikke kun dele af dem.
Selskabet skal fremvise minimum 3 års detaljerede dokumentation vedrørende dets finansielle situation, så investorerne kan få et ordentligt indblik i selskabets infrastruktur og fremtidsudsigter. Ydermere vil der være et slags kompetencekrav til ledelsen og bestyrelsen, hvor børsen tager stilling til, om de har nok (og den rette) erfaring, der vurderes nødvendig for at drive et selskab på børsen.
Det er vigtigt, at selskabet har dets strategi på plads. Børsen vil kigge på, om der er tale om en vækstvirksomhed, om fremtidsudsigterne er gode og om forretningsplanen holder.
Det kan desuden være en god ide at have gode og opsigtsvækkende nyheder og tiltag forberedt til efter børsintroduktionen. Børsen lægger nemlig vægt på, om virksomheden ser ud til at være i stand til at bibeholde interessen – også efter børsintroduktionen.
Da First North ikke er et reguleret marked jf. Kapitalmarkedsloven, opstår der ikke prospektpligt, medmindre udbuddet af virksomhedens aktier overskrider 5 mio. euro. Selskaber, der ikke vil blive krævet at lave et prospekt, vil i stedet skulle lave en virksomhedsbeskrivelse. I form og struktur minder de to meget om hinanden, men i modsætning til et prospekt, skal en virksomhedsbeskrivelse ikke godkendes af finansministeriet.
Krav til Børsnotering på Fondsbørsen
Kravene til børsnotering på Fondsbørsen og First North minder meget om hinanden, og en børsnotering på Fondsbørsen skiller sig hovedsageligt ud ved dets mindre lempelige krav. De væsentligste forskelle på den front er:
– På Fondsbørsen er kravet til spredning af aktier 25 procent i stedet for 10 procent.
– På Fondsbørsen skal der mindst være 500 aktionærer i selskabet frem for 300 og gerne flere endnu for at sikre likviditet i aktien.
– Ved alle børsnoteringer på Fondsbørsen skal selskabet udarbejde et prospekt til godkendelse hos finansministeriet.
Derudover gælder det, at selskabet skal være rentabelt, have produceret overskud i det seneste regnskabsår, påvise, at det har kapital til at drive virksomheden efter forretningsplanen i mindst 12 måneder frem, samt at det har offentliggjort årsrapporter i mindst 3 år. Ydermere gælder det, at såfremt virksomheden har opdelt dets aktier i aktieklasser, er det de samlede kasser og ikke dele af dem, der skal optages til handel. Virksomheden skal desuden have opsat de nødvendige procedurer og strukturer, der skal til for at kunne overholde oplysningspligten.
Det vil for mange små og mellemstore virksomheder (SMV’er) ikke være muligt at nå kravene for en børsnotering på Fondsbørsen. Selv hvis det er muligt, vil det ikke altid være en fordel, da de nødvendige omlægninger, kan være for kostelige. Det kan betyde, at selskabet bliver nødt til at omstrukturere sig til noget, det endnu ikke er klar til, og det vil i mange tilfælde være en fordel at notere sig på First North i første omgang.
Andre overvejelser et selskab burde gøre sig
Foruden de formelle krav vedrørende børsnotering er der en lang række overvejelser, der også er værd at nævne. Selskabet burde først og fremmest overveje, om timingen er den rigtige. Hvis markedet er negativt eller afventende, eller hvis der eksisterer usikkerhed eller uenighed omkring børsnoteringen i ledelsen, kan det betyde, at tidspunktet ikke er det rette. Selskabet skal desuden sikre at stå klar med den nødvendige pengemængde samt de fornødne ressourcer, da det nemt kan koste 1 mio. kr. up front samt en ikke ubetydelig mængde ekstraarbejde fra ledelsen og vigtige nøglemedarbejdere. Selskabet skal være sikker i sin sag vedrørende dets indtjeningsmål, da andet nødvendigvis vil få negative konsekvenser, når det er kommet på aktiemarkedet. Ydermere skal selskabet være forberedt på diverse omstillinger, der kan blive nødvendige i virksomhedsstrukturen; her snakker vi både omstilling ift. ejerstruktur, da eksisterende ejere ofte vil miste kontrol og medbestemmelse, samt omstilling pga. investorernes krav til detaljeret indsigt i selskabets nøgletal og forretningsmodel.